Cykelrute Randers-Silkeborg

Cykelsti fra Randers til Silkeborg

Cykelrute 29 er til pendlere, cykelturister og naturelskere, der nu kan bevæge sig rundt i det østjyske landskab til lyden af fuglefløjt i stedet for trafikstøj på landevejene.

Fra Randers til Langå bugter ruten sig langs Danmarks største flod Gudenåen, og fra Langå til Silkeborg snor stien sig ovenpå en nedlagt jernbane.

Ruten fra Silkeborg til Randers er nøje beskrevet i folderen "På tur-Den skæve Bane -Grindsted-Randers".

Rutekortet stammer fra åbningseventen den 16. september, hvor de blå markeringer var forplejningsposter.

I Randers starter turen bag Randers Regnskov ved Den Blå Bro.

I Silkeborg kan cyklisterne fortsætte helt til Horsens ad den regionale cykelrute 31. Dermed er cykelruten fra Randers til Horsens via Silkeborg én af Danmarks længste sammenhængende naturcykelstier.  

Cykelruten blev officielt åbnet den 16. september 2012 ved en stor event, hvor borgmestrene i Randers og Silkeborg klippede snorene.

Cykelhæftet "På Cykeltur - den skæve bane Grindsted -Randers" - er lavet af Leif Bertelsen fra Karup. Han har stor interesse for naturcykelstier,  og Randers Kommune har valgt at lægge hæftet her på siden, da Gudenåstien fra Randers til Langå er beskrevet i hæftet.