Fugletårne

Mange trækfugle kommer forbi Randers kommune. Det skyldes blandt andet Randers Fjord og Gudenåen, som tiltrækker mange ænder, gæs, vadefugle og rovfugle. Om sommeren kan der høres mange sangere i rørskov og pilekrat langs vandet.

I Vorup Enge findes der tre store fugletårne opført af Aage V. Jensens Fonde. Herfra får man et godt overblik over naturområdet og fuglelivet. Der er yderligere meget oplysning at hente fra fugletavlerne og informationstavlerne, der er opsat inde i tårnene. Tårnene er åbne døgnet rundt.  

Fugleobservationer og dyreliv i Vorup Enge: Se mere på Dansk Ornitologisk Forening

Fugletårnet Randers Fjord er et mindre åbent fugletårn, beliggende i Romalt enge i et rørskovsområde med udsigt til Randers Fjord. Her får man et godt overblik over rørskoven og Randers Fjord. Her kan man om foråret se rørhøg og måske den sjældne pungmejse, der yngler i området.